Om Kolding Bedemandsforretning

Et familieforetagende som har eksisteret i over 100 år har naturligvis en historie som bør fortælles. Nedenfor er ganske kort opridset de væsentligste begivenheder.

Men lad os starte med i dag og så gå tilbage i tiden. I dag ledes virksomheden af bedemand Jesper Andersen som er 4. generation i Andersen-familien der grundlagde sine aktiviteter tilbage i 1897.

Det nuværende Søren E. Andersen begravelsesforretning - Kolding Bedemandsforretning - er startet af Søren Erik Andersen som er 3. generation og som fortsat er aktiv i forretningen.

Men selve historien tager sit udspring i Sdr. Bjert den 4. juni 1897, hvor sadelmagermester Søren Jesper Andersen sammen med konen åbnede værksted og forretning. Med et stort opbud af hårdt arbejdende bønder fra de mange omkringliggende gårde var der nok at se til i værkstedet.

I 1942 overtog et at parrets 14 børn, Georg Andersen, firmaet efter faderens død. Men i løbet af 1950’erne betød den stigende mekanisering af faget, at der ikke længere var det store behov for det gamle håndværk. Så Georg Andersen startede sit eget busfirma.

I 1964 kom Søren Erik Andersen (søn af Georg Andersen) hjem på værkstedet. Han var udlært møbelpolstrer og atter kom der gang i møbelhåndværket. Hustruen, Anna-Grethe Andersen, hjalp til på værkstedet hvor der også blev syet gardiner.

I 1972 overtog Anna-Grethe og Søren Erik Andersen begravelsesforretningen efter daværende karetmager Mads Schousboe i Sdr. Bjert. Den kørte de sideløbende med værkstedet i Sdr. Bjert og i 1983 åbnedes kontoret på Dyrehavegårdsvej. Først i lejede lokaler på hjørnet af Dyrehavegårdsvej og Ibsvej og senere og i de nuværende egne lokaler på hjørnet af Dyrehavegårdsvej og Fredericiagade.

I 2001 overtog Anna-Grethe og Søren Erik en kollegas forretning i Egtved.

I 2002 kom tillige datteren, Karin Lomholt, til i forretningen, hun er også uddannet bedemand men varetager hovedsageligt det administrative og er mange gange den første du møder når du kontakter forretningen.

1. april 2011 overtog vi Tagkær Begravelsesforretning i Christiansfeld, efter kollegaen Leif Jacobsen. En forretning med et godt omdømme, som vi var stolte over at skulle videreføre.

I dag har vi begravelsesforretning i Sdr. Bjert, Christiansfeld, Egtved og Kolding. Vi forsøger i videst mulige omfang at bidrage, støtte og medvirke til lokale aktiviteter og tiltag i de områder hvor vi har vores forretninger. Udover det generelle kultur- og sportsliv bakker vi op omkring Danske Hospitalsklovne og støtteforeningen omkring Hospice Kolding.